Historie

Birkedal og vækkelsen
Vilhelm Birkedal blev i 1849 ansat som sognepræst i Ryslinge. Han havde tidligere været præst i Sønder Omme, hvor han var i kontakt med de kredse af vækkelsesfolk, der var dér på egnen. Ryslinge sogn havde ikke været præget af vækkelsen, men i flere af nabosognene havde de gudelige forsamlinger været en del af det religiøse landskab, der ellers i høj grad var præget af den rationalistiske kristendom, som præsterne forkyndte i kirkerne på den tid. Men Birkedals forkyndelse var anderledes. Den havde vækkelsens inderlige tone samtidig med en stærk betoning af den gammellutherske forkyndelse af synd og nåde. Derudover gennemsyredes hele hans tankegang af idéen om, at den religiøse vækkelse måtte gå hånd i hånd med den nationale. Birkedals gudstjenester i sognekirken blev hurtigt meget velbesøgte – ikke kun af hans egne sognebørn, men også af folk der kom rejsende udensogns fra.

 

Gud give kongen…

Udover sit virke som sognepræst blev Vilhelm Birkedal i 1864 medlem af Folketinget. Det var turbulente år, og for den nationalt indstillede Birkedal var det mildt sagt problematisk, at Danmarks nye konge egentlig ikke var dansk. Den oldenborgske slægt var uddød, den nye kong Christian d. IX var af huset Glücksborg og kunne i Ryslinge-præstens øjne umuligt besidde det rette nationale sindelag _ en skærpende omstændighed var det også, at Danmark netop var i krig mod Prøjsen på dette tidspunkt. Den 4. september 1864 bad Birkedal i sin kirkebøn ved gudstjenesten i Ryslinge Sognekirke: Gud give kongen et dansk hjerte, om det er muligt! En løjtnant, der den dag sad på kirkebænken, indberettede Birkedal til myndighederne, og han måtte indkassere en alvorlig irettesættelse. Dog skete der ikke mere i den sag. Men knap et år senere, den 2. september 1865, i en skarp tale i Folketinget kritiserede han ministeriet Blume for at have underskrevet fredsslutningen. Endvidere tilføjede han, at ministeriet i stedet burde have opfordret kongen til at stille sig i spidsen for hæren i en genoptaget kamp mod tyskerne. Hvis kongen så ikke ville det, måtte han i stedet abdicere til fordel for den svensk-norske konge Carl den 15! Birkedals tale blev – vel ikke så underligt – betragtet som majestætsfornærmelse, og kort tid efter blev han afskediget som sognepræst i Ryslinge. Kongen kunne ikke have en statstjenestemand, der talte ham imod – fyringen var altså politisk begrundet. Hans menighed var dog ikke indstillet på at sige farvel til sin præst, bare fordi kongen ikke længere kunne bruge ham. Der var en stærk stemning for at danne en frimenighed, og Birkedal indvilgede i at fortsætte som menighedens præst til trods for, at han ikke længere kunne virke i Folkekirken.

Menighedsdannelse og kirkebyggeri

Efter Birkedals fyring fortsatte han og menigheden således med at mødes til gudstjenester. Da de af gode grunde ikke længere kunne benytte sig af kirken, benyttede de sig af præstegårdens lade som kirkerum. Men da en ny sognepræst blev indsat i embedet, måtte Birkedals frimenighed se sig om efter et nyt sted at holde gudstjeneste. Ejeren af herregården Boltinggård vest for Ringe tilhørte menigheden, og han stillede sin tærskelade til rådighed til den brug. For øvrigt lod han også Birkedal med familie flytte ind på gården. Denne situation var naturligvis ikke holdbar i længden, og da det efterhånden gik op for menigheden, at Birkedal ingen forhåbninger skulle nære om at genindtræde i Folkekirken, besluttede man sig for at bygge egen kirke og præstegård. Man købte en grund i den sydlige ende af Ryslinge op ad Hestehaveskoven, og knap 4 måneder efter at grundstenen var blevet nedlagt den 18. april 1866, stod kirken færdig. Man havde valgt ikke at _ udlicitere byggeopgaven: det var menighedens egne medlemmer, der stod for byggeriet.

Valgmenighedsloven

Da frimenighedens kirke _ Nazarethkirken blev indviet den 8. august 1866, skete det under stor bevågenhed. Begivenhederne i Ryslinge blev nøje fulgt af folk over hele landet, der ønskede større frihed i de kirkelige spørgsmål, og Ryslinge-sagen satte gang i hele den proces, der i 1868 førte til Loven om Valgmenigheder. Hvad Birkedal i hele sagsforløbet havde ønsket _ at fortsætte som præst indenfor Folkekirken – blev med valgmenighedsloven med ét muligt. Frimenigheden i Ryslinge blev derfor omdannet til valgmenighed: Danmarks første! I de følgende årtier voksede Ryslinge Valgmenighed stærkt. I 1885 gik Vilhelm Birkedal af som præst og blev efterfulgt af Karl Poulsen, hvis bror, Alfred Poulsen, var højskoleforstander i byen. Det var på denne tid, at den grundtvigske bevægelse var på sit højeste, og i Karl Poulsens embedsperiode rundede antallet af medlemmer 2000.

Blomstringstid

Poulsen var af en anden støbning end Birkedal. Han var ikke på samme måde som sin forgænger en stridsmand, men i højere grad et forfinet kulturmenneske. Han var berømt for sine retorisk velformulerede prædikener og plejede i øvrigt omgang med flere af datidens litterære og kunstneriske hovedskikkelser. Karl Poulsen må betegnes som liberalteolog, og sammen med Valdemar Brücker fra Ågård Valgmenighed gik han i sin ungdom i spidsen for kampen mod bibeltrældommen_ , som de kaldte det. Det, der betød noget, var ikke så meget Bibelens bogstav som den enkeltes livserfaring.

Opgør med “autoritetskristendommen”

Da Karl Poulsen døde i 1918, blev hans hjælpepræst, Torkild Skat Rørdam valgt, som ny præst for valgmenigheden. Ligesom sin forgænger var Rørdam stærkt præget af den moderne teologi _ liberalteologien, men modsat Karl Poulsen gik Rørdam bestemt ikke stille med dørene. For Rørdam handlede det i høj grad om at gøre op med den form for kristendom, der byggede på falske autoriteter, om det så var Bibelen som ufejlbarlig helligskrift eller en bogstavelig tro på underne i Det Ny Testamente. Den falske kristendom, “autoritetskristendommen” , var ifølge Rørdam udtryk for en fortvivlet jagt efter ydre garantier og beviser for kristendommens sandhed og måtte derfor vige for kristendommens eneste sande autoritet: den åndelige eller “livsstrømmen i menigheden” , som han selv kaldte den. Rørdams opgør var ikke blot et opgør udadtil. Faktisk var hans væsentligste modstandere de lægfolk og præster fra den grundtvigske bevægelse, der havde indsat trosbekendelsen som den sikre, ydre, ufejlbarlige autoritet for deres tro. Disse “ortodokse” grundtvigianere havde kritikløst overtaget Grundtvigs fikse idé, at den apostolske trosbekendelse var dikteret ordret af Jesus selv til apostlene i tiden mellem hans opstandelse og hans himmelfart.

Uro og splittelse i menigheden

Disse, for nogen provokerende, tanker om kristendommen, som Rørdam blandt andet formulerede i en artikel i Ryslinge Højskoles årsskrift fra 1919, satte en voldsom debat i gang i det kirkelige landskab. Ryslinge Valgmenighed derimod støttede op om sin præst, hvilket blev bekræftet på et menighedsmøde i 1920, hvor Rørdam krævede at få gennemført en afstemning om sin forbliven som præst i menigheden. 1503 stemte for Rørdam, 120 imod, og 32 stemmesedler var blanke. Uroen havde dog ikke fået Rørdam til at indstille sin kamp mod den falske autoritetskristendom_ . I efteråret 1920 holdt han en meget markant prædiken, hvori han understregede det afgørende i at være redelig i sin tro, også selvom det indebar, at man måtte afvise de _ naturbrydende undere_ . Igen blussede debatten op, men denne gang også internt i menigheden. På et møde den 25. februar 1921 besluttede det mindretal, der var imod Rørdam, at danne en ny valgmenighed og udnævnte forstanderen på Danebod Højskole, Thorvald Knudsen, som sin nye præst. Den nye menighed, der talte 538 personer, antog sig navnet “Ryslinge Grundtvigske Valgmenighed” vel sagtens for at understrege, at Rørdams valgmenighed ikke længere kunne kalde sig grundtvigsk.

Dåbssagen

Med delingen af valgmenigheden var urolighederne dog ikke ovre. Som en konsekvens af sit opgør med “autoritetskristendommen” ændrede Rørdam på ordlyden i dåbsritualet, så der ikke længere lød en tilspørgsel ved forsagelsen og de forskellige led i trosbekendelsen. I stedet fremsagdes trosbekendelsen efterfulgt af dette spørgsmål: “Vil du døbes til, hvad Gud giver i denne tro?” Med sin ændring af dåbsritualet ville Rørdam understrege, at dåben ikke er et “politiforhør” , der afhænger af de rigtige meninger og svar, men at den derimod er en gave fra Gud til mennesker, der kun kan modtages i frihed.

Fra valgmenighed til frimenighed

Endnu før ændringen af dåbsritualet var blevet godkendt af ministerium og biskop, begyndte Rørdam dog at bruge det nye ritual. Det havde som naturlig følge, at han ikke længere kunne være valgmenighedspræst indenfor Folkekirken. Menigheden drog derfor den fulde konsekvens og omdannede sig til en frimenighed, der jo ikke er underlagt hverken bisp eller ministerium. På den måde kunne Rørdam fortsætte som præst i menigheden, der nu antog navnet Ryslinge Frimenighed. Der var dog en mindre gruppe på 140 medlemmer, der ikke ønskede at følge med. De erklærede, at det var dem, der nu var Ryslinge Valgmenighed, og de gjorde krav på ejendomsretten til kirken, præstegården etc. Det førte til en retssag, der endte med en højesteretskendelse, der tilkendte Rørdams menighed, frimenigheden, ejendomsretten. Herefter meldte de 140 sig ind i den grundtvigske valgmenighed.

Arven

De turbulente år med splittelse i menigheden og den efterfølgende retssag om ejendomsretten betød naturligvis meget for frimenigheden. Begivenhederne havde ført en bitterhed med sig, som varede langt op i tiden. Hårdest gik det ud over de familier, der ligefrem blev delte på spørgsmålet: Der er mange eksempler på, at mand og kone ikke længere kunne følges ad i kirke, simpelthen fordi de tilhørte hver sin menighed. Skellet mellem frimenigheden og den nye valgmenighed er naturligvis ikke længere så udtalt. Der er stadig forskelle på de to menigheder, men forskellene knytter sig ikke længere så tæt til de voldsomme begivenheder i 1920″erne, som de skyldes de almindelige særtræk, som ethvert menneskeligt fællesskab får med tiden. Menighederne er til dels blevet præget af de forskellige præster, de har haft gennem årene, ligesom de enkelte menighedsmedlemmer har sat deres lige så tydelige præg på dem.